AI er det store samtaleemne på Gartner IT Symposium 2022

Anden dag af Gartner IT Symposium 2022 er overstået, og det står klart for mig, at AI er det helt store samtaleemne. Faktisk kan det hurtigt virke som om, at AI er svaret på alle udfordringer. Men hvad er Gartners definition af AI? Læs det overraskende svar i dette blogindlæg, hvor jeg også giver gode råd til danske virksomheder, der gerne vil starte deres AI-rejse.

Dag to på Gartner IT Symposium 2022 er overstået, og som jeg skrev i mit blogindlæg om den første dag på konferencen, er brugen af AI i alle dets afskygninger et stort fokusområde og samtaleemne.

Faktisk har Danmark fået meget omtale på årets konference. Blandt andet blev Erhvervsministeriet og den danske Sikkerhedsstyrelses indsats mod salg af farlige eller ulovlige produkter på nettet fremhævet som et godt eksempel på brug af AI. Sammen har de to offentlige institutioner udviklet AIME-værktøjet, der ved hjælp af netop kunstig intelligens og billedgenkendelse hurtigt og effektivt kan finde samtlige danske webshops, der sælger et specifikt produkt, som enten er ulovligt eller farligt for forbrugere.

Jeg er faktisk ikke enig med Gartners definition
Efter at have deltaget på mange af de forskellige sessioner på årets konference i Barcelona, har jeg fået indtryk af, at Gartners svar på stort set alle udfordringer er AI. Det undrer mig en smule. Heldigvis fik jeg mulighed for at stille spørgsmål til Gartners egne AI-eksperter på en af keynote-præsentationerne. Mit spørgsmål var kort og godt; hvordan Gartner definerer AI? Svaret var helt overordnet, at AI handler om at lede efter mønstre, og at virksomheder skal have styr på sine data og kunne analysere dem.

Jeg ser dog AI som meget mere end det. På tværs af machine learning, deep learning og neurale netværk omhandler det også automatisering af processer, automatisk optimering – og meget mere.

AI er vigtig – og sådan kommer du i gang
Det skal ikke lyde som om, at jeg mener, at AI ikke er vigtig. Det synes jeg bestemt, det er, og det ligger lige for, at flere tænker teknologien ind i deres systemer. Men hvordan kommer man som en mellemstor dansk virksomhed i gang med AI – og i hvilken form?

Jeg oplever primært, at der er to yderpunkter i Danmark. Nogle virksomheder anvender allerede AI i ret stor stil, mens andre er i den indledende fase og overvejer at starte et AI-projekt op.

Hvis I som virksomhed har Dell Technologies som partner, er I allerede hjulpet godt i gang . En stor del af vores løsninger indeholder nemlig fra starten AI i et vist omfang.

Det næste trin på en virksomheds AI-rejse er at vælge, om man vil forsøge sig med machine learning eller deep learning. Derefter skal projektet implementeres på samme vis som al ny teknologi, og man skal vælge det forretningsproblem, som virksomheden ønsker at løse med den pågældende teknologi.

Det var ordene fra dag to på Gartner IT Symposium. Har du ikke har læst min beretning fra den første dag, kan du læse den her.

Om forfatteren: Poul Kjeldgaard

Poul Kjeldgaard er Field CTO hos Dell Technologies i Danmark. I sit arbejde hjælper han Dell Technologies’ kunder med at nå deres digitale mål ved hjælp af de nyeste teknologier.