660 nyplantede træer og en hjemmelavet vegansk morgenmad – vi gør status efter Earth Month

April er blevet til maj, og dermed er Earth Month vel overstået. Derfor gør vi en status over Dell Technologies’ danske ERG Planet’s aktiviteter og resultater i forbindelse med Earth Month.

Igen i år havde medarbejdergruppen arrangeret en oprydning i vores nærområde i Ørestad. Her greb hele 16 medarbejdere affaldsposer og gribetænger, som By & Havn fra Københavns Kommune havde stillet til rådighed. Efter at have brugt godt tre timer en solrig forårsformiddag stod Planet-gruppen med tre indkøbsvogne fyldt til randen med affald fra et forholdsvis lille område.

”Vi kunne sagtens have samlet mere affald, men det var også vigtigt for os, at der var tid til hygge. Hvis vi vil ændre folks adfærd, så de ikke smider affald i naturen, tror jeg, at det er en god idé at vise, at det ikke behøver være uhygiejnisk eller besværligt. Det handler om at gøre noget godt for miljøet, og der skal virkelig ikke meget til for at gøre en reel forskel, hvis alle tager en lille del af ansvaret,” fortæller René Poulsen, der er ansvarlig for Planet-medarbejdergruppen i Dell Technologies i Danmark.

Konkurrence satte gang i lodsalg
Ud over at arrangere en oprydning i nærområdet omkring Dell Technologies’ kontor havde medarbejdergruppen Planet også arrangeret et lodsalg, som kørte i hele april måned. Hvert solgt lod svarede til prisen på at plante et nyt træ, og præmierne var lige fra sparringstimer med ledere til yogatimer. De 220 deltagende medarbejdere blev inddelt i 13 grupper og konkurrerede om at have flest lodder. Til vinderholdet var der en ekstra præmie: en hjemmelavet vegansk, økologisk morgenmad tilberedt af medlemmerne fra Planet-gruppen. Og dét skabte et konkurrenceelement, der for alvor satte gang i salget.

”Vi håbede på at sælge 500 lodder, så vi kunne plante 500 nye træer. Men da vi begyndte at sende opdateringer på hvilken gruppe, der førte konkurrencen og hvilken, der lå bagerst, steg salget pludselig. Der var jo ingen, der havde lyst til at ligge sidst. Dermed endte vi med at sælge hele 660 lodder, hvilket fuldstændig overgik vores forventninger. Det er skønt at se, at kollegerne støtter vores projekter, og at vi med fælles hjælp kan komme i mål samtidig med, at vi har det sjovt,” siger René Poulsen.

I øjeblikket er medarbejdergruppen i gang med at undersøge muligheden for at arrangere et Green Kayak-event, hvor Dell Technologies’ medarbejdere kan hjælpe med at fjerne affald fra Københavns kanaler.

Hvis du er interesseret i den næste internationale mærkedag for miljøet, kan du læse mere om World Clean Up Day, der hvert år afholdes den 17. september.

Om forfatteren: Christian Riise

Christian Riise er kommunikations- og marketingdirektør i Dell Technologies Danmark. Han arbejder på tværs af både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for at styrke Dell Technologies’ position på det danske marked.